Referat af generalforsamling 14. maj 2018

Generalforsamlingen blev afholdt på UC Syd, Lembckesvej, bygning B.

Der var fremmødt 8 medlemmer.

  1. Valg af dirigent –Lars Jørgensen blev valgt.
  2. Formandens beretning – Jacob Buris aflagde følgende beretning:

 

Resultater

Hold: Førsteholdet spillede i 1. division og blev nr. 7 – det lykkedes at holde Springeren I nede på andenpladsen med et mulehår. Det skulle vise sig at blive afgørende, for det betød at holdet undgik at rykke ned. Desværre skete det på en trist baggrund, idet grunden til at der pludselig var en plads mere, var at Bov Skakklub valgte at lukke helt.

Andetholdet havde en ujævn sæson, og sjettepladsen i mesterrækken var samlet set under hvad man kan forvente for holdet i en ikke så stærk række. Nedrykning var dog aldrig på tale. Rækken blev vundet af Horsens I, som var i tæt slutspurt med Bov II.

Både tredje- og fjerdeholdet spillede i den samme B-række i hovedkredsen. Tredjeholdet vandt og afgav kun et enkelt matchpoint til Alssund II, som sluttede på andenpladsen.

Individuelt: Jesper K. Jensen og Asbjørn Schack delte klubmesterskabet i efterårsturneringen, og i forårsturneringen blev Per Hansen klubmester i sit fjerde (?) forsøg i en meget jævnbyrdig mestergruppe. Ejvind Ambøg og John T. Sørensen delte sejren i basisgruppen.

Af andre individuelle resultater kan nævnes at vores nykårede klubmester også blev Sønderborgmester med en flot score. Jesper K. Jensen vandt 2. og 6. afdeling (på deling) af hurtigturneringen Syd Grand Prix. Der var også her tæt løb, men Jespers resultater var nok til en samlet førsteplads i grand prix-regnskabet. Til lykke! Det er så vidt jeg husker – men jeg kan huske forkert – første gang en Haderslev-spiller vinder samlet. Ejvind blev bymester i Løgumkloster – det er snart et helt år siden, men kun næsten, så det skal med i denne beretning.

Asbjørn har opnået flere gode og solide resultater i årets løb, bl.a. ved DM og NM i ungdomsskak.

 

Status

Skakklubben har samlet set 36 registrerede medlemmer, hvilket er et fald på to i forhold til samme tidspunkt sidste år – hvis jeg har regnet rigtigt.

 

Organisation

Nyt spillested her. Tilfredshed med det. Dog stadig et par uløste problemer, men vi skal nok få løst dem. Klubturneringen følger den faste struktur med en schweizer om efteråret og alle-mod-alle om foråret. Den nye hjemmeside fungerer godt, og der er faktisk en fin strøm af nyheder. Til gengæld savner vi Bondefangeren og de muligheder den gav for at være i løbende kontakt med medlemmerne – og for at tegne sponsorer.

Flere klubber rundt omkring lukker. Det er et dårligt tegn, men den gode nyhed er at vi er langt fra at være truede. På den positive side har Sydjysk Hovedkreds vist sig at være en god konstruktion. Hovedkredsen har gode folk og har fået en fin holdturnering til at køre.

 

  1. Kassererens beretning

Kai Bjørnskov startede med at fortælle, at regnskabet endnu ikke er færdigt. Udover de sædvanlige småjusteringer skyldes det, at der ikke er udbetalt kørselsgodtgørelse, fordi der er kontingentrestancer fra 2017/18 på ikke mindre end 7500 kr., så der er endnu ikke penge i kassen til at betale de, der har kørt. Der er sendt rykker med individuel status ud til så godt som alle den 15.4. og fulgt op med telefonkontakt ca. 1. maj. Til ganske få er det ikke lykkedes at skabe kontakt. Der er så lagt telefonbesked eller genfremsendt mail.

Hvor der har været kontakt, har folk lovet at betale. Det er så endnu ikke sket…

Kassereren gav udtryk for stærk utilfredshed, erkendte, at der bør sættes tidligere ind og bebudede en strammere indkrævningspolitik! Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen og revisoren til at færdiggøre og godkende regnskabet.

 

 

  1. Valg

4a.  Valg til bestyrelsen – Jesper K. Jensen blev genvalgt, Lars Jørgensen nyvalgt.

4b. Valg af suppleant til bestyrelsen. Børge Schrøder og Freddy Brandt genvalgt.

4c.  Valg af materiale forvalter. . John Fog genvalgt.

4d. Valg af revisor. Lars Jørgensen fratræder pga valg til bestyrelsen. Bestyrelsen finder ny revisor; evt. uden for klubben. CNA, CM, JG samt HHV blev bragt i forslag.

4e. Valg af  nyt turneringsudvalgsmedlem. Claus Mogensen blev bragt i forslag og spørges..

4f Valg af fællessuppleant for 4c-f. Allan Hye genvalgt.

 

  1. Kontingent –som foreslået vedtaget uændret kontingent

 

  1. Skoleskak – Kai Bjørnskov fortalte om skoleskakken i Haderslev. Der er ikke længere nogen skoleskakklub i Haderslev, men masser af skoleskak på byens skoler. Dansk Skoleskak har stor succes landet over og øger hvert år medlemstallet. Sidst er skoleskakken kommet på finansloven! Det store problem for skakken er, at der ikke er en ordentlig sammenhæng mellem skoleskakken og skakverderen. Det påhviler naturligvis skakklubberne at skabe attraktive tilbud til børn og juniores. Per Hansen og Kai Bjørnskov arbejder med et koncept for en juniorafdeling / skoleskakoverbygning, der på sigt kan trække nye spillere ind i klubben. Der er god respons fra skoleskakken, der er parat til at finde egnede emner. Vi planlægger start til september.

 

  1. Indkomne forslag – ingen.

 

  1. Eventuelt Christian Frost Jørgensen beklagede, at der var svært at finde informationer om klubturnering og kontaktmuligheder til andre medlemmer. Han savnede en ajourført kalender og medlemsliste. Bestyrelsen lovede at løse problemet. Såvel kalender som medlemsliste ( i lovlig form) skal findes på hjemmesiden. En BF på hjemmesiden blev igen drøftet.

Problemet med afskaffelsen af dispensation for kampleder i 1. division blev drøftet. Klubben må uddanne nogle. CFJ meldte interesse.

Klubturneringen blev drøftet. Efterårsschweizeren kører godt, men i forårsturneringens alle-mod-alle er der for stor styrkeforskel i nederste halvdel. En løsning kunne være at dele i 3 klasser..

Asbjørn meddelte, at Holger Hovgaard tilbød at fortsætte som turneringsleder. En glimrende løsning.

 

For referatet: Kai Bjørnskov

 

Please follow and like us: