Tæt løb i B-rækken

Med Børge, John og Ejvind som reserver, var det et forstærket 3-hold der mødte Alssund 2 på udebane tirsdag den 30.1. Men da Alssund også havde oprustet, blev det en jævnbyrdig affære.

På 1.bræt fik Børge fornøjelsen af Bo Jensen, ex-mesterspiller og tidligere lærer på Tjele Efterskole, der for nylig har gjort comeback. Børge havde dog rimeligt styr på det, stillingen var nogenlunde i balance, selv om sort havde initiativ og roligt kunne have spillet videre. Men da Bo havde brugt en del tid, valgte han at tilbyde remis efter 23 træk i en lidt bedre stilling.

På 4.bræt skulle Christian møde gode gamle Broder Petersen. Christian spillede egentligt et fint parti, og fik fordel da Broder lavede et lidt for optimistisk fremstød med bønderne. Men ak, da Christian skulle omsætte fordelen, kom et tårn i klemme, hvilket kostede en officer.

På 3.bræt mødte John en anden gammel kending, Morten Helms. Det så ud til at John kom godt ud af åbningen. Morten havde stillet sig solidt men passivt op. Da jeg kørte hjem, havde John vundet en bonde. Jeg fik ikke set afslutningen, men det lykkedes overraskende Morten at holde remis.

På 2.bræt havde jeg sort mod Henning Staugaard, der ligesom jeg selv er indvandret fra det øst/midt-jyske. Vi mødte sidst hinanden tilbage i de glade begynderdage i 1991. Dengang blev det remis, men ikke denne aften:

1.e4 e5 2.Sf3 Sf6 3.Sc3 Sc6 4.Lc4 Sxe4 Et skinoffer jeg har spillet mange gange. Overraskelses-effekten skal ikke undervurderes, hvis hvid ikke har set det før.  5.Lxf7+  Det er fristende at ødelægge sorts rokade, da hvid pænt må aflevere officeren igen efter 5.Sxe4 d5. Men sort får god kompensation i form af løberparret og et stærkt centrum. 5…Kxf7 6.Sxe4 d5 7.Sc3 Lg4? Sjusket vanetænking. Her skal spilles 7…e4 hvor hvid ikke har bedre end 8.Sg1 og næsten må starte forfra. Nu kunne hvid istedet have svaret 8.Sxd5 Dxd5 9.Sg5+ og gjort tingene unødvendigt kompliceret. 8.h3?! Le6 9.d3 Le7 10.0-0 Tf8 11.Te1 Lf6 Jeg var fristet til at ofre e5-bonden med 11….Dd7 12.Sxe5 Sxe5 13.Txe5 Ld6, men besindede mig. Godt det samme, for 14. Dh5+ Kg8 15.Txd5 er i bedste fald uklart. Det virkede simpelthen forkert at skille sig af med den stærke e5 bonde. 12.Sh2?! Hvid påbegynder en fejlagtigt plan for at gå i kødet på sorts irriterende centrumsbønder. Men han opnår kun at svække kongestillingen. Det havde været mere fornuftigt at forsætte udviklingen med Ld2 og eventuelt forsøge at skabe modspil på dronningfløjen. 12…Kg8 13.f4 Dd6 14.fxe5 (14.Sb5? Dc5+) 14….Lxe5 15.Sf3 Lg3 16.Tf1 Tae8 17.d4 Dd7! Kigger sadistisk på h3. 18.a3?! Tf6?! Ikke noget dårligt træk, men allerede her kan spilles 18…Lxh3! og hvid overlever næppe angrebet. 19.Se2 Ld6 20.g4?  Han havde et stykke tid siddet og skævet til h3, klar over at der var ballade på vej. Men det var bestemt ikke måden at dække det på. Det er åbenlyst at den bliver klasket. Men også efter det bedre 20.Lg5 Tg6 har hvid det rigtigt svært. 20…Lxg4 21.Sc3  Alt taber. 21….Lxh3 22.Dd3 Dg4+ Og hvid opgav, der er mat i næste træk.

Med 2-2 er det ultratæt i toppen af B-rækken før sidste runde. Alssund 2 har 10 point og Bov 4 og Haderslev 3 har 9½ point.

Ejvind Ambøg

Please follow and like us: